Special machinery build of standard components / Passion driven engineering

Montageautomater

Vi designer montageautomater til kunder i både ind- og udland. Vi benytter os af mange forskellige metoder når vi designer og producerer løsninger til forarbejdning af produkter bl.a. ultralyd, hotmelt, skruemaskiner, UV-lys, vision og meget mere. Som det er tilfældet med alle de maskiner vi designer, er udgangspunktet at minimere omkostninger ved at benytte standardløsninger hvor det er muligt og tilføje vore kompetencer i opgaveløsningen – og den er mangeartet og spændende.

Se udvalgte eksempler på Unimec montageautomater herunder.

Case
_01

Madrassamler

Til en af vore udenlandske kunder udførte vi følgende opgave: Fra 4 forskellige kanaler infeedes fjederstrenge – strengene kører ind på en servotransportør hvor de opkortes ved hjælp af varmetråd og efterfølgende svejses de åbne ender sammen med brug af ultralydssvejsning. Den afkortede streng fortsætter på transportbåndet frem til et indexhjul som sørger for korrekt indeksering frem til videre montage. Den indekserede streng føres forbi en hotmelt dyse som påfører lim på fjedrestrengstoppene. Fjederstrengen kører dernæst under en injector som løfter fjederstrengen op i en samlingskorridor. Denne udøver et pres fra siderne der holder strengen og samtidig sørger den opadgående bevægelse for at fjederstrengen limes sammen med den forrige. Når det ønskede antal fjederstrenge er sammenlimet kører den færdige madras ud over maskinens top.

Case
_02

Nittemaskine

Profiler fra en profilvalse sideoprettes og føres via en indgangstransportør med afmålte step frem til nittemaskinen. Et løfteåg løfter profilet op og placerer det i pressen over en nitte som fra en cirkulær vibrator er blæst op i en nittestation hvorefter pressen monterer nitten i profilet. Løfteåget stepper profilet frem til klipsepressen hvor en klips efter sikring af korrekt orientering blæses ind i klipsestationen fra en cirkulær vibrator. Klipsen presses i og løfteåget placerer profilet på udgangstransportøren. De færdige emner kan nu fjernes af operatøren.

Case
_03

Rundbordsautomat

Fremstillingen af rundbordsautomaten var en særlig interessant opgave fordi der indgår en hel del elementer og processer som skal koordineres til en enhed. Automaten er opdelt i 4 arbejdsstationer hvor en montør manuelt placerer et emne i station 1. Når operatøren bevæger sig ud af lysgitterområdet trykkes på ”Start” på rundbordsautomatens front og bordet takter en station frem. I station 2 sørger et transportbånd for endnu et emne køres frem til montering af en servo-styret pick and place enhed – bordet takter frem til station 3, hvor det sidste emne fremkommer via en cirkulær føder og igen med en servostyret pick and place enhed monteres. Til slut takter bordet til station 4 til manuel afmontering samt visuel kontrol.